Som de fleste faste læsere af bloggen mitistanbul.dk allerede ved, var jeg i midten af december på et 6-dages ophold på et tyrkisk offentligt hospital med en mindre blodprop i cerebellum (lillehjernen).
Med en smule humor og et godt øje for detaljen tager jeg et kig på det berygtede offentlige/statslige sygehusvæsen i Tyrkiet.
Nederst i indlægget er et dagbogsindlæg fra en morgen på hospitalet
Ingen privat forsikring Jeg er ansat i en delvis stats-ejet fond, og modsat mange private arbejdspladser i Tyrkiet, tilbyder min arbejdsplads desværre ikke en privat sundhedsforsikring; vi er dækket af den offentlige SGK.
Dette betyder, at når jeg skal til øjenlægen, en halslæge osv., vælger jeg normalt en privatklinik og får et lille tilskud fra den offentlige SGK, mens resten betales af egen lomme.
Men da jeg i midten af december 2022 kollapsede på arbejdet, blev jeg efter ordre fra arbejdspladsens læge bragt til det nærmeste offentlige 'devlet' hospital.
Ankomst/Modtagelsen Jeg kan bedst sammenligne den larm og det kaos, der findes ved modtagelsen på hospitalet, med at ankomme til SAW eller den gamle Atatürk Lufthavn fra den rolige og organiserede Kastrup Lufthavn.
Dyt, bilstøj, råb og skænderier – udenfor modtagelsen, mens der indenfor i modtagelsen var endnu flere råb, skænderier og et enkelt håndgemæng – samt en håndfuld katte, der i bedste diva-stil slængede sig i de få stole der var placeret i venteområdet.
Efter cirka 15-20 minutters ventetid kom jeg til en læge, der sad bag en computer. Jeg tror slet ikke, vi havde øjenkontakt, men dette kan også skyldes, at jeg var voldsomt svimmel og bevægede mig, som havde jeg lige set bunden af en rakiflaske. En kollega, der var taget med mig fra arbejdet, trådte til og fik hurtigt fortalt, hvad der var sket.
En EKG blev bestilt og 5 minutter senere blodprøver og CT-scan. Jeg mener, det hele gik rimeligt hurtigt – tror jeg. Så endnu en CT-scan med kontrast og en MRI.
Ledsager
På de tyrkiske hospitaler indlægges patienten sammen med et familiemedlem eller en nær ven, disse kaldes ‘ledsagere’ og sørger for at hjælpe patienten på WC, i bad, med at spise… ja, med alt, for der er intet service på de offentlige sygehuse. Derfor ser man ofte hele familier ankomme på hospitalet ved en indlæggelse. I Danmark ser man også fænomenet, når personer med for eksempel tyrkisk baggrund indlægges; her tropper hele familien op og vil være ved patienten non-stop, hvilket er stik modsat den danske hospitals tradition og praksis.
Min kæreste kom drønende fra sit arbejde i den modsatte ende af Istanbul og kunne ‘afløse’ min kollega/gode ven.
En neurolog kiggede på scanningerne, rådførte sig med andre neurologer, og før jeg vidste af det, var jeg indlagt på Neurologisk afdeling for Slagtilfælde.
Jeg fik eneværelse, og mens kæresten skyndte sig hjem efter lidt tøj og en tandbørste til mig, kom en sygeplejerske med nogle piller, som jeg skulle tage øjeblikkeligt.
"Må jeg be' om noget vand?" spurgte jeg sygeplejersken, der kiggede underligt på mig, mens jeg fik forklaret, at det ikke var hendes opgave, men at jeg selv skulle skaffe det. Jeg ringede til kæresten og tudbrølede:
"Jeg kan ikke sluge pillerne, fordi jeg ikke har noget vand," vrælede jeg. Kæreste, vand, tandbørste, lidt tøj, håndklæde og en pude ankom godt og vel 20 minutter senere.
– Ja, du læste rigtigt. Pude, tæpper, håndklæde osv. er noget, man selv skal have med på hospitalet. Heller ikke nogle af de fantastiske sygehuskjoler, benklæder eller undertøj er der… hvilket egentlig var meget rart, men det er jo noget upraktisk.
Forplejningen på hospitalet: Morgenmad inkl 1 kop te. Frokost inkl 1 kop vand. Aftensmad inkl 1 kop vand.
Forplejning Det er alment kendt, at det tyrkiske køkken er blandt verdens bedste (ikke op til diskussion) – men dette faktum har tydeligvis ikke nået det tyrkiske offentlige hospitalsvæsen.
Morgenmad: Oliven, hvid ost, et kogt æg og en bolle.
Frokost: Kogt usaltet kyllingebryst, udkogte usaltede grøntsager og en suppe af ubestemt herkomst. Boller.
Aftensmad: Nogle kødboller i noget olievand, usaltede grøntsager, den underlige suppe, en bolle og et surt hårdt æble.
I øvrigt kom alle måltider med enten et glas te eller en kop vand.
Så når kæresten og vennerne kom på besøg på hospitalet, havde de lidt mad og frugt med til mig. Efter 4 dage fik jeg lov til, forudsat jeg havde en person med som støtte, at begynde at gå lidt længere ture.
Jeg kunne gå til automaterne og købe Nescafé og vand… og jeg fik også lov til at gå ud på området – altså, hvis jeg ikke var alene. På området lå der en café – hvor det sundeste man kunne spise var en toast druknende i smeltet ost – og selvfølgelig, te.
Hygiejne Hold nu op... hvor skal jeg begynde...?
Badeværelset på stuen var holdt i brune fliser, i sådan en bedste ligusterfascistisk parcelhusstil fra 1970'erne.
Rengøringen af badeværelset fandt sted 2 gange på de 6 dage, og det begrænsede sig til, at bruseren blev tændt og drejet rundt i rummet. Det var det. På stuen var der daglig rengøring.
Det bestod af en hurtig fejning med en moppe, der aldrig nåede ind i hjørnerne eller ind under sengen, borde eller stole. (Læs mere om hygiejnen fra dagbogen nederst i indlægget)
Billedet her er fra ved siden af min seng på hospitalsstuen. Der er cirka 1 meter fra sengen til garderoben (som jeg ikke turde åbne haha).
Personalet Både læger og sygeplejersker m.fl. var alle dygtige (måske med undtagelse af rengøringspersonalet) og venlige. Men både læger og sygeplejersker mangler uddannelse i at behandle mennesker med omsorg.
I modsætning til i Danmark, hvor læger og sygeplejersker er udstyret med en pædagogisk og psykologisk værkstøjskasse, er der intet lignende at finde i det tyrkiske offentlige sygevæsen – og der er desuden heller ingen privatliv at finde.
Døren blev flået op, jeg blev placeret i en kørestol, og med bang-bang ind i vægge, døre og over dørkarme blev jeg kørt til undersøgelser uden nogen form for information om, hvad der skulle ske.
Jeg var naturligvis nervøs. Især da jeg blev parkeret udenfor en dør, hvor der stod 'Endoskopi' – heldigvis var det ikke der, jeg skulle ind phew.
Eller da lægen forlod stuen i hast, mens to sygeplejersker klyngede sig sammen i et hjørne – da jeg i et panikanfald, med tårerne løbende ned ad kinderne og i hyperventilering, forsøgte at få at vide, hvilken diagnose jeg havde fået, og hvad alle de forskellige nåle var til for (jeg havde tre IV'er indsat på samme tid, en i hver albuebøjning og en i hånden).
Eller da en af de mange læger brasede ind på stuen og så, at jeg havde en tyrkisktalende gæst (en arbejdskollega), hvorefter lægen begyndte at fortælle om detaljer fra undersøgelser, detaljer som jeg måske ikke lige mente, at en sød arbejdskollega, der bare kom forbi med en sandwich, burde kende til.
Fagligt dygtige læger... men jeg er ikke et kadaver i et studie
Ja, sundhedspersonalet ved, hvad de laver; de er dygtige – men de glemmer, at der sidder et sårbart menneske overfor dem, et menneske, der er forvirret og som kan være både glad og ked af det.
Efter 6 dage blev jeg udskrevet. Jeg fik en stribe noter med, som blandt andet indeholdt information om, at jeg skal have foretaget en række undersøgelser og have opfølgende møder med læger.
Disse undersøgelser og møder skal jeg selv booke... Jeg mener, fair nok, intet problem.
Da jeg sidst var på hospitalet i Danmark, blev sådanne undersøgelser mv. ordnet af hospitalets side... men som sagt, det tyrkiske sundhedsvæsen mangler service... og på den måde kan man jo også spare penge på sundhedssystemet.
De sidste evalueringer Jeg er stadig svimmel mere eller mindre hele tiden og føler mig voldsomt træt. Når jeg går udenfor og på arbejde, bruger jeg en stok. Det giver mig en følelse af sikkerhed.
Jeg havde stoppet med at ryge knapt 2 uger før, jeg blev indlagt med en blodprop. Som en stor mand var jeg bekymret for at tage en masse kilo på efter at have stoppet med smøgerne, men maden på hospitalet og blodproppen har heldigvis ført mig i retning af en livsstilsændring med hensyn til kosten.
Jeg ryger ikke ikke mere og jeg har siden indlæggelsen smidt godt 16kg.
Nu er det lige over en måned siden, jeg blev udskrevet fra hospitalet. Jeg har været til undersøgelser og evalueringsmøder 1-2 gange om ugen.
Der er godt tjek på mig. Jeg har nu fået foretaget en af de afsluttende MRI-scanninger, og resultatet er tilgængeligt (som jeg kan se i sundhedssystemets app, eNabiz), men jeg kunne først booke en tid hos en neurolog om 2 uger. Forhåbentligt vil neurologen da fortælle mig, at jeg er rask, kan flyve igen og kan stoppe med at tage al medicinen.
Klik & støt bloggen:
Universelt sundhedsvæsen eller ej? Det nuværende tyrkiske sundhedsvæsen blev etableret af den nuværende tyrkiske regering. Det betyder, at folkesundheden er forbedret. Desværre har langt fra alle borgere SGK (sundhedsforsikring), og derfor er det tyrkiske sundhedssystem, i modsætning til det danske, ikke universelt. Har man sin SGK og har lægerne/sygehuset skrevet en slags ‘livsnødvendig recept’, skal jeg ikke betale særligt meget for den medicin, jeg nu skal til at bruge… men det kræver, at man har en aktiv SGK - og som jeg så har fundet ud af, dette gælder KUN for tyrkiske statsborgere, skønt jeg betaler til SGK.
Samtidig tilbageholder arbejdspladsen løn for sygedagene, og knapt 3/4 af det tilbageholdte beløb udbetales af SGK. Det skal understreges, at der i sygdomsperioden ikke indbetales til pension, hvilket for langtidssyge betyder en forsinkelse i at kunne gå på pension. Selv var jeg sygemeldt i 8 arbejdsdage – ikke mange dage, og jeg er her godt 1 måned senere stadig ikke helt i stand til at fuldføre alle mine pligter på jobbet – men jeg er heldig og har en leder, der er god til at indgå specielle aftaler.
Den tyrkiske stat åbner hospitaler på stribe, som dog ikke vedligeholdes – og så er det jo lige fedt. Det ene er at åbne dem – det andet er at vedligeholde dem.
Dagbog fra hospitalet
Morgenen den 12. december 2022.
Klokken er nu ca. 8:20 her i Istanbul. Jeg blev vækket lidt over fem, da jeg skulle have taget en blodsukkerprøve. Det er ikke helt rart at blive vækket på den måde, men personalet er søde, og vi griner lidt af situationen, mens jeg lidt kærligt kalder dem for "vampyr" eller "Dracula".
Efter prøven bevæger jeg mig ned mod en kaffeautomat og køber mig en Nescafé med mælk. Jeg sætter mig tilbage på stuen, drikker kaffen, mens jeg læser lidt i min bog.
Klokken bliver 6, og en kvindestemme åbner døren til stuen og annoncerer højt: "Morgenmad".
Modvilligt siger jeg "ja tak", da hun kommer ind og sætter en paptallerken med et æg, lidt oliven og lidt billig fetaost ned. Anyway, jeg har en sandwich, jeg købte i aftes.
Jeg går ned for at købe endnu en kop Nescafé. På gangen ligger der en død kakerlak midt på gangen.
Klokken bliver 7, og rengøringen starter – jeg skal ned og aflevere nogle prøver ved sygeplejerskestationen. Den døde kakerlak ligger der stadig.
På værelset har der været rengøring, mens jeg har været nede for at købe kaffe. Badeværelsesgulvet er sjaskvådt... og en moppe har været lidt rundt på selve stuens gulv. Noget papir fra en kanyle, der blev brugt i går aftes, ligger stadig under sengen.
Klokken er 7:45. Jeg skal lave nogle øvelser og går ud på gangen, hvor jeg smilende hilser på de søde sygeplejersker, der gengælder min hilsen med et hjerteligt "günaydın" eller "good morning".
Gulvet på gangen er vådt langs væggen... så der har også været rengøring på gangen, men kakerlakken ligger der stadig – på samme sted.
Klokken bliver lidt over 8, jeg er tilbage på stuen. Nyt skift, dagens plejepersonale kommer ind på stuen til natsygeplejerskens lynhurtige orientering, og et af mine smilende "merhaba" bliver gengældt med et lille kor af "merhaba".
Mens jeg skriver dette, ser det ud som om, det sner udenfor. Men det er bare fra etagerne ovenover, hvor andre patienter smuldrer brød ud af vinduerne til duerne.
(billede).
Kommentarer