Dette indlæg tager et kig på Istanbul færgerne fra Şehir Hatları der forbinder byens områder og tilbyder smukke udsigter. Kommunale færger & vandtaxa - historie - populære ruter - oplevelser - Storebælt kaffe på Bosporus - billetpriser
Med Bosporusstrædet og Det Gyldne Horn kan Istanbul næsten sammenlignes med en kløver - delt i tre dele. Denne unikke geografi har gjort færgetransport til en væsentlig del af byens infrastruktur, både for de lokale og for turister.
Şehir Hatları er Istanbuls kommunalt ejede færgeservice, der forbinder mange af megabyens områder. Hvis der ikke lige er en rutefærge tilgængelig, kan man hyre en af rederiets vandtaxaer (IBB Deniz Taksi). Vandtaksierne er i øvrigt lokale og bygget på rederiets værft i Det Gyldne Horn, et værft der kørte med store underskud indtil 2020 hvor den nye IBB kommunale styrelse fik vendt skuden, om jeg så an sige, med en lang række nye spændende og virksomme projekter som Deniz Taksi og ombygningen af rederiets store skibe med blandt andet Vapur Kafeen.
At opleve Istanbul fra vandet ombord på én af de ikoniske Şehir Hatları færger er en uforglemmelig oplevelse og for mange besgende til istanbul et 'must do'.
Rederiet Şehir Hatları er en sammenslutning af flere færgeruteoperatører med rødder tilbage til 1851.
I 1937 blev de forskellige ruter og færgelinjer samlet under fanen "Şehir Hatları" (Bylinjer) med offentlig administration.
Şehir Hatları opererer i dag en lang række færgeruter, der krydser de to kontinenter, som deler Istanbul, samt forbinder øerne i Marmarahavet.
Karaköy - Eminönü - Kadıköy Denne rute forbinder de historiske kvarterer på den europæiske side med det pulserende Kadıköy på den asiatiske side. Det er en perfekt mulighed for at opleve kontrasterne mellem de to kontinenter.
Beşiktaş - Üsküdar
En kort, men smuk tur, der giver en fantastisk udsigt over Bosporusbroen og Dolmabahçe-paladset - og Jomfrutårnet
Adalar (Prinsøerne) Tag en endagstur til en af de fire Prinsøer, hvor du kan nyde fred og ro væk fra byens travlhed. Færgerne til øerne afgår regelmæssigt fra Kabataş, Kadiköy og Bostancı.
At sejle med Şehir Hatları er ikke kun en praktisk transportform, men også en oplevelse i sig selv. Her er nogle tips til at få mest muligt ud af din færgetur:
Tag en færge ved solopgang eller solnedgang, når lyset fra byen spejler sig i vandet og skaber en spektakulær udsigt. De fleste færgeruter stopper omkring kl. 21, så sørg for at kende dine muligheder. Alternativt kan du vælge et af de voldsomt populære Bosporus Cruise med middag og underholdning.
Køb og nyd en kop varm, tyrkisk te eller kaffe fra Vapur Kafe, der er færgens café, og nyd den på dækket, mens du ser verden glide forbi. De seneste år har de store færger fået indrettet en café, der serverer det, man måske kan kalde for Istanbul's storebæltskaffe: Bosporuskaffe. Denne kaffe er både smagfuld og prisvenlig!
Færgerne tilbyder nogle af de bedste udsigtspunkter til at tage billeder af Istanbuls skyline, herunder den ikoniske Hagia Sophia, Den Blå Moské, Bosporusbroen og de centrale pladser. Glem ikke Ungmøens Tårn midt i Bosporusstrædet ud for Üsküdar.
Billetpriserne for Şehir Hatları er overkommelige, og Istanbulkart, byens offentlige transportkort, kan bruges til betaling. Færgerne sejler regelmæssigt, men det er altid en god idé at tjekke tidsplanerne på forhånd, især om vinteren, da vejret kan påvirke sejladsen.
Ja... uden dem et meget fattigere Istanbul 😎