Istanbuls Trafikkaos fra en danskers perspektiv

Istanbuls trafik er kaotisk! Som dansker støder man på en helt anden trafikkultur med manglende respekt for færdselsregler. En kulturforskel, der pænt sagt kræver tilpasning.

Ja, man hører det hele tiden… Istanbul – en by af kontraster og sprudlende liv, men jeg synes nu, at man glemmer at nævne megabyens ekstreme trafik.

For en dansker, vant til relativt ordnede trafikforhold og en stærk færdselskultur, kan Istanbuls trafik virke nærmest kaotisk, nej… den *er* immervæk saftsuseme kaotisk.

Megabyens mange private bilister, taxaer, busser, motorcykler, minibusser og andre motorkøretøjer skaber selvsagt en yderst tæt trafik, der i sig selv er en udfordring, men personligt synes jeg, at det er den in-your-face manglende respekt for almene færdselsregler, der virkelig får øjenbrynene til at løfte sig, får én til at kigge sin ulykkesforsikring igennem, og hjertet til både at hoppe op i halsen og stå helt stille – på én og samme tid.

Her skal man som fodgænger ikke tage det som en selvfølge, at bilisterne stopper ved fodgængerovergangen… på den anden side ved bilisterne selvfølgelig heller ikke, hvor folk pludselig vælger at krydse gaden, grønt lys eller ej. Fodgængerovergang eller ej.

Men på de store og små veje bliver tre vognbaner pludselig til fem, bilister der ubesværet skifter bane uden blinklys eller zig-zagger i høj fart og helt uden hensyn til andre trafikanter – ligesom det heller ikke er ualmindeligt at opleve bakkende biler på motorvejen – en situation, der i Danmark ville udløse både chok, omtale i trafikradioen og blå blink.

Og så er der rundkørslerne. Her er vigepligten vendt på hovedet: Prioriteten gives til dem, der kører ind i rundkørslen, ikke dem der allerede er i den – og når ingen kan komme ud af en rundkørsel, men alle vil ind i den, er resultatet en trafik der går i stå. En logik, der er svær at fatte for en dansker, vant til en helt anden prioritering.

Denne trafikkultur er selvfølgelig en del af Istanbuls charme og puls (og mareridt). Det er en del af den rå energi, der præger byen. Men det er også en kulturforskel, som kræver tilpasning og tålmodighed.

✨Støt bloggen . klik & læg lidt drikkepenge✨

Det handler om at acceptere, at reglerne ikke altid følges på samme måde som derhjemme. At forstå, at det åbenbart er OK at bruge busstoppestedet og hjørner som parkeringspladser, eller at tænde katastrofeblinket og give tegn ”et minut” for så helt lige at stoppe trafikken, fordi man lige skal op for at hente svigermor eller lige købe noget i en kiosk.

Katastrofeblink synes at fungere som en ”jeg kører uregelmæssigt”-varsel, ligesom hornet er alt lige fra ”Hej nabo”, ”grønt lys nu”, ”pas på”, ”hvad filan laver du?” over ”store idiot” til ”flyt dig, for her kommer jeg”.

Som tilrejsende fra for eksempel Danmark, skal man være mere opmærksom, mere forudseende, og måske endda udvikle en helt ny forståelse for, hvad der er ”acceptabel” trafikadfærd. Til gengæld får man en (jeg vil gerne skrive ”spændende”, men vælger ordet:) alternativ oplevelse af en megaby i konstant bevægelse.

Når jeg så er hjemme på besøg i Danmark, og låner en bil til at tøffe lidt rundt fra by til by og besæge venner og familie, synes jeg faktisk, at det er lidt kedeligt i trafikken… eller rettere, det er en hel del mindre eventyrligt.