top of page
Forfatters billedeMartin

Fantastiske oplevelser i Istanbul - der er gratis!

Opdateret: 28. jul.



"De gratis glæder ka' vokse på steder violerne gror", skrev den danske arkitekt og forfatter Poul Henningsen i en vise til Liva Weel tilbage i 1941. I Istanbul kan man så sige, at de gratis glæder vokser på steder hvor tulipanen gror, for her findes et nemlig væld af gratis glæder at opleve. I dette indlæg vil jeg fremhæve 5 gratis oplevelser, som ofte overses i guidebøgerne. Disse oplevelser og museer, som alle er gratis, er en del af fortællingen om Byzas' Byzantion, Konstantinopel og Istanbul.


1. Lille Hagia Sofia

Oprindeligt "Kirke for Helgerne Sergius og Bacchus" og nu kendt som "Lille Hagia Sofia Moske" (1a), blev opført i år 536 som en kirke og omdannet til en moske i 1513. Den ligger tæt på vandet, ned ad bakken fra Sultanahmet-pladsen. Indeni er moskeen minimalistisk og luftigt dekoreret, og udenfor finder man en gårdhave med café, kunsthåndværksværksteder og butikker. Det er en af Istanbuls skjulte oaser.

En anden moske der er et besøg værd og sådan lidt glemt på de forskellige rundvisninger, er Rustem Pasha moskeen (1b) der ligger midt i de pulserende handels-gyder i Eminönü ved Krydderibasaren. (alle moskeer er i øvrigt gratis at besøge, dog er Hagia Sofia kun gratis for bedende. Du skal være opmærksom på omkring de officielle bedetider er moskeerne forbeholdt bedende - og lukket for turisme. Tjek de officielle bedetider her: diyanet.gov.tr). For flere moskeer, læs indlægget: 5 Historiske Moskeer i Istanbul.



2. Gülhane Park Cisternen

I foråret 2023 åbnede Gülhane Park Cisternen, efter at have gennemgået en restaurering, der bevarede dens originale struktur. Med tanken om at fungere som et kunstudstillingsrum, er adgangen gratis. Selvom cisternen er relativ lille, er den både fascinerende og imponerende, og de skiftende kunstudstillinger gør den værd at besøge flere gange.



3. Orientekspressens endestation & togmuseum

Sirkeci var indtil 1977 endestation for Orientekspressen fra Paris til Konstantinopel. Selvom det dedikerede museum for Orientekspressen er lukket, er der åbnet et jernbane- & stationsmuseum, der også inkluderer Orientekspressen. Museet fremviser genstande fra stationens 130-årige historie, herunder fra Orientekspressen og den lokale jernbanetrafik.



4. Konstantinopels Bymur

De Theodosiske mure, opført i det 5. århundrede, står stadig den dag i dag. I 2022 åbnede den første etape af et udendørs mur-museum, hvor man kan bestige muren og lære om dens historie, der beskyttede Konstantinopel i over tusind år. Museet inkluderer også kunstudstillinger med lokale kunstnere, der fortolker muren, dens historie og omgivelser.


5. Rıdvan Çelikel Arkeoloji Müzesi

Beliggende i Istanbul Universitet ud mod sporvognsstoppet Laleli ligger Rıdvan Çelikel Arkeoloji Müzesi. Her finder du en mindre udstilling fra de tidligste pre-historiske bosættelser i det område der i dag kaldes Istanbul og lidt fra hele Tyrkiet. Desværre er skiltene og forklaringerne på tyrkisk, men de forskellige tidsperioder er mere eller mindre holdt i det globale sprog. Er du, ligesom jeg, tosset med historie, er dette museum et must. Der er åbent på hverdage fra 09-16:30. Grats adgang!


Støt bloggen






1 Comment

Rated 0 out of 5 stars.
No ratings yet

Add a rating
Jens Prahl
Mar 31
Rated 5 out of 5 stars.

Jeg vil i den grad anbefale Rustem Pasa moskeen

Denne perle blev bygget på en høj terrasse over et kompleks af hvælvede butikker, hvis husleje var beregnet til økonomisk at støtte moskekomplekset. Dens højde gør det til en mere synlig del af Istanbuls skyline.

Dens indre er overalt dækket af de smukkeste Iznik kakler .

Like

For at bedømme & kommentere indlæg her på Mit Istanbul DK skal du tilmelde dig siden, det gør du super hurtigt og nemt med en email eller din Facebook-konto.

  • Facebook
  • Instagram
  • Threads
  • X
bottom of page