Den 30. august 2022 fejrer Tyrkiet 100-årsdagen for det sidste og afgørende slag i den græsk-tyrkiske krig, som varede fra 1919 til 1922.
Den græsk-tyrkiske krig fandt sted i kølvandet på Første Verdenskrig, hvor Osmannerriget havde været allieret med Tyskland og dermed tabte krigen. Kort fortalt blev Osmannerriget opdelt mellem de allierede sejrsherrer. De allierede, under ledelse af Storbritannien, havde i Sèvres-traktaten lovet Grækenland, at de kunne få nogle af de tidligere byzantinske landområder tilbage.
Som følge heraf gik grækerne i land i Smyrna (nutidens Izmir) og begyndte at besætte landområder i Anatolien under dække af Sèvres-traktaten – en traktat, der dog aldrig blev ratificeret af hverken Grækenland eller Osmannerne.
Selvom Osmanner-sultanen fra Konstantinopel (nutidens Istanbul) støttede grækerne, voksede en tyrkisk national bevægelse under ledelse af Mustafa Kemal sig større og stærkere. Denne bevægelse fik blandt andet støtte fra den sovjetiske bolsjevikiske revolution, der sendte våben og ammunition til den tyrkiske nationale bevægelse.
Efter en række slag og tab på begge sider vandt den tyrkiske nationale bevægelse, herunder det sidste store fire dage lange slag ved Dumlupınar, hvilket resulterede i, at grækerne flygtede til byen Smyrna (nutidens Izmir).
Den 9. september 1922, små ti dage senere, befriede den tyrkiske nationalforsamlings hær byen Smyrna og satte dermed en stopper for den udenlandske tilstedeværelse i Anatolien.
Mudanya Fredstraktaten blev udarbejdet og et år senere lå Lausanne-traktaten klar – det er denne traktat der i dag stadig er i kraft og som ingen udløbsdato har.
Lausanne-traktaten (1923) annulerede Sèvres-traktaten (1920) og fastlagde grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland og gav Tyrkiet Izmir tilbage, hvorefter samtlige græske indbyggere blev fordrevet. Tyrkiet afstod øerne Rhodos og Dodekaneserne til Italien og Cypern til England. Lausanne Traktaten regulerede krigs- og handelsfartøjers ret til at passere Bosporus.
コメント