Det Sunkne Palads: Ny opgraderet udgave

Den verdenskendte Basilika Cisterne (Yerebatan Sarnıcı) i Istanbul er genåbnet efter en gennemgribende renovering. Men har det været det værd og hvis du allerede har været der, er det så værd med endnu et besøg? Det kigger jeg på i dette indlæg.
Det helt korte svar til spørgsmålene ovenfor er “Ja”. Har du været der for et par år siden, så burde du overveje at tage turen igen. Renovereingen der er gennemført af Istanbul Storkommune IBB bringer helt nye dimensioner til cisternen, der i folkemunde kaldes ‘Det Sunkne palads’.
(Indlægget fortsætter under videoen)
Læs også Oplev: Det sunkne palads
Først og fremmest er brosystemet ændret, så du nu kommer hele vejen rundt i cisternen – og det er ikke kedeligt, for på din vej møder du masser af kunst fra lokale kunstnere. Både sten-, metal-, video- og glaskunst der hver byder ind med masser af mystik, underholdning og atmosfære… en tilføjelse til den i forvejen skønne oplevelse



Hver den hele time, starter et lyd, lys og video show, der bringer mystikken helt op i top, og er klart noget man som besøgende til museet skal planlægge sit besøg efter.
Lyssætningen i museet er også blevet en hel del mere levende og jeg gætter på, at det tager lidt tid for at finde den helt rette lyssætning. Jeg har været på museet 2 gange siden genåbningen sidst i juli 2022, og første gang var det hele tiden voldsomme lysskift – mens anden gang var mere roligt og glidende.



Medusa hovedet er der selvfølgeligt, men det er egentligt ikke så meget lige hendes hoved-på-hovedet der tiltrækker opmærksomheden synes jeg – men mere den kunst der er bag Medusa. Og dette er en af de helt store opgraderinger ved denne renovering af museet, alle de indtryk – den rejse vi som besøgende bliver lullet ind i med virkemidlerne kunst i alle former.
Tips
– Kom i god tid. Museet har åbent mellem 09-17 alle dage.
– Køb eventuelt billet online og undgå mega lang kø. Mere info her (link åbner i nyt vindue)
– Indgangen er flyttet til den gamle udgang… langs sporvognsporene ved siden af Hagia Sophia.
– Planlæg dit besøg godt. Og hvis muligt besøg museet på en hverdag.
– Brosystemet er riste af metal. Du skal derfor have flade sko/sko uden hæl ved et besøg.
– Undgå brug af blitz og lommelygte. Det ødelægger oplevelsen for andre og dine billeder bliver på ingen måde bedre. Nyere mobiltelefoner har fantastisk ‘night vision’ – brug det!



Alle billeder er taget af Martin Dufke & Martin Strecker ©℗ mitistanbul.dk 2022
1 Response
[…] Basilica Cisternen (det sunkne palads) […]